Fokusér på din virksomhed i stedet for at lede efter information om erhvervskonti på nettet med vores guide til at finde den billigste (eller bedste) erhvervskonto til netop din virksomhed. Der er rigtig mange ting, man skal vide, og derfor har vi opdelt denne guide i mange afsnit. Vi starter selvfølgelig med det vigtigste: hvor du får den billigste pris.
Her kan du få en billig erhvervskonto
Når de fleste snakker om erhvervskonto pris, så snakker de om oprettelsesgebyret. Det er nemlig det gebyr, der er meget højt, og det kan være svært for en mindre virksomhed at betale eller retfærdiggøre det.
Generelt kan der siges, at der er meget store forskelle på oprettelsen i de danske banker. Tager man den dyreste bank på nuværende tidspunkt, så ligger de helt oppe på fem tusind kroner for oprettelsen. Den billigste tilbyder gratis oprettelse, men man skal binde sig i minimum ét år. Gennemsnittet er nok på omkring to tusind kroner, og det er selvfølgelig mere overkommeligt end fem.
Tager man derfor udgangspunkt i sammenligningen, som du kan se ved at klikke på ovenstående link, så er der mange penge at spare ved at vælge den bank med gratis oprettelse eller billigere oprettelse end den dyreste mulighed. Sammenligningen tager selvfølgelig udgangspunkt i offentlige eller oplyste priser, og der er måske mulighed for forhandling. Dette fokuserer vi på i næste afsnit.
Overvej at forhandle med din nuværende bank
Det forekommer ikke naturligt at forhandle – og specielt ikke med banker. Mange har dog forhandlet sig frem til meget bedre vilkår på deres lån. Det samme kan man efter sigende også gøre, når man skal have en erhvervskonto i sin nuværende bank. Du skal dog vide, at du ikke behøver at have privatkonto og erhvervskonto i samme bank.
For at kunne forhandle med banken, så skal de anse dig som en “god kunde”. Det kan du se, hvis du har en speciel kundestatus i banken. Bankerne kalder det forskellige ting, men det kunne være total-, plus-, stjerne-, osv. -kunde. Har du et realkreditlån eller boliglån, så er du nok i den gruppe. Har du en del penge stående i enten aktier eller likvider i banken, så er det måske også et godt argument for at få rabat på oprettelsen.
Overvej en udenlandsk bank eller pengeinstitut
Intet stopper dig i at vælge en udenlandsk bank eller pengeinstitut og have erhvervskonto der. Hvis du vælger at gå denne vej, så kan du få endnu lavere gebyrer end de billigste muligheder i Danmark. Der kan være forskellige grunde til det, men det kan måske forklares ved at der generelt er lavere gebyrer i udlandet, lavere lønninger til medarbejderne og flere kunder til at deles om omkostningerne.
Det er specielt fordelagtigt at vælge den udenlandske mulighed, hvis din virksomhed foretager mange betalinger til udlandet. En meget stor dansk bank tager 40 kroner per overførsel til udlandet, og det kan meget hurtigt løbe op. Vælger du eksempelvis at få en erhvervskonto hos Wise, så kan du nøjes med at betale 0,28 € for samme type overførsel (SEPA). Forskellen på de to tal er stor, og Wise behandler typisk ud- og indgående overførsler meget hurtigere end danske banker, viser brugernes erfaring.
Et problem du kan komme til at have med en erhvervskonto i udlandet er, at du skal have den tilknyttet som NemKonto. For at kunne modtage betalinger fra det offentlige skal din virksomhed have en NemKonto. Opretter du en konto i en dansk bank, så bliver denne automatisk din virksomheds NemKonto. For en udenlandsk konto gælder det, at du skal hente en formular og sende den med post til NemKonto for at få kontoen som en NemKonto. En lidt besværlig proces, men den kan i mange tilfælde betale sig.
En anden udfordring du kan have er, når danske virksomheder skal lave en bankoverførsel til dig, så skal de lave en international overførsel med IBAN og SWIFT i stedet for konto- og registreringsnummer. Har du derfor mange danske kunder, bør du nok få en dansk konto. Har du mange udenlandske kunder, giver det faktisk nærmest bedre mening at få en udenlandsk konto.
Andre gebyrer
Vi har allerede været inde på oprettelsesgebyret og gebyrer for overførsler til udlandet, men der er flere, du skal være opmærksom på. Disse er: årligt kortgebyr og det månedlige gebyr (selve abonnementet). Det er vigtigt at medregne begge disse gebyrer, når du skal sammenligne erhvervskonto priser.
Det årlige kortgebyr er gebyret for at have et debit- eller kreditkort som MasterCard og VISA. Visse banker er også begyndt at opkræve kortgebyr fra privatpersoner i løbet af de sidste par år. Typisk ligger dette gebyr på et par hundrede kroner, hvis det overhovedet bliver opkrævet. Det er nok halvdelen af bankerne, der opkræver dette gebyr i dag. Måske bliver det til flere i fremtiden.
Det månedlige gebyr er selve “abonnementet” du skal betale til banken for at have kontoen. Dette gebyr opkræves månedligt eller per kvartal. Du skal nok regne med et par hundrede kroner om måneden i de fleste danske banker. Det er specielt dette gebyr, du skal være opmærksom på, når du sammenligner. Det kan være en god idé at beregne oprettelse, kortgebyr og månedligt gebyr over en periode på 5 år, når du skal vælge, hvis du udelukkende går efter den laveste pris.
Det betaler du for
Man siger, at man får, hvad man betaler for. Det gør sig også gældende, når det kommer til erhvervskonti. Vælger du en dansk bank, hvor det generelt er en del dyrere end i udlandet, så får du også kundeservice på dansk og et telefonnummer, du kan ringe til.
Udenlandske banker har oftest automatiske chatrobotter og kun kundeservice over live chat. Det kan være svært at komme igennem til dem, hvis der sker noget med din konto. Du bør derfor være ekstra påpasselig, hvis du tror, at du kommer til at bryde en udenlandsk banks betingelser – læs dem derfor nøje igennem.
Konklusionen er derfor, at det er svært at sige, hvad den billigste og bedste erhvervskonto er. Der er rigtig mange muligheder, og det er ikke muligt at give et endeligt svar. Svaret må derfor være, at det kommer an på, hvad du vil have. Vi håber dog, at du har fået et indblik i, hvad du skal kigge efter for at kunne træffe det bedste valg.
Ovenstående guide er skrevet med udgangspunkt i erfaringer og information indsamlet fra forskellige kilder, herunder bankernes egne hjemmesider. Du bør læse op på de forskellige fordele og ulemper, der er ved de forskellige banker – både danske og udenlandske. Herefter kan du træffe det bedste valg for dig og din virksomhed. Vi tager forbehold for eventuelle fejl og mangler i denne guide.